Det største og vigtigste nordiske samarbejde er i dag Nordisk Råd, hvor 87 parlamentarikere fra hele Norden og bestemmer resolutioner, om alt fra bæredygtighed, velfærd, kultur, m.m., som Nordens regeringer derefter anbefales at efterfølge, dog uden nogen binding.
Derudover findes det Nordiske Ministerråd, som også skal godkende resolutioner ved konsensus.
Der er opstået en bred enighed i rådet om, at samarbejdet ikke nu følger med tiden, hvorfor vores nordiske grundlov ”Helsingforsaftalen” skal opdateres med indlemmelse af Ungdommens Nordiske Råd som organ og udvidelse af ressortområderne, så rådet også kan rådgive om bl.a. sikkerhedspolitik.
Men er det virkelig bare det?
Kan nordisk samarbejde ikke bare lidt mere?
Nordisk Råd og Ministerråd foreslås derfor, at følgende skal indlemmes i aftalen.
1. De selvstyrende områder: Grønland, Færøerne og Åland skal opnå fuldt medlemskab af samarbejdet med selvstændige repræsentanter og deltagelse.
Det var pinligt at se, at disse ligeværdige lande i Norden ikke var indbudt til plenarmøde i Stockholm i sommer, særligt fordi der skulle debatteres om sikkerhed og situationen i Arktis, hvor særligt Grønland og Færøerne er hovedpersoner for vores fælles satsning i en tid, hvor alt fra klima og stormagter truer sikkerheden i Arktis.
Denne situation forsvinder med en retfærdig og ligeværdig plads til de selvstyrende lande i samarbejdet.
2. Direkte valg til Nordisk Råd.
Lige nu sidder der blot udvalgte repræsentanter fra landenes parlamenter i Nordisk Råd, hvilket vil sige, at udvælgelse bliver et spørgsmål om tilrøget baglokalers debat frem for demokratisk repræsentation.
Dette har medført, at den nordiske debat lider og nærmest er glemt i befolkningen og i vores parlamenter.
Derfor foreslås det, at der hvert 4. år afholdes valg til Nordisk Råd, hvor et fastsat antal delegerede vælges blandt de nordiske stemmeberettigede. Hvert land får normeres et vist antal delegerede, dog minimum 3, som bestemmes efter befolkningstal og antal stemmeberettigede.
Disse vil vælges som et andetkammer i modvægt til de udpegede parlamentarikere.
Opstår der uenighed mellem kamrene, kan de delegeredes forsamling trumfe de udpegedes forsamling ved 2/3-majoritet, ellers vil de udpegedes resolutionsforslag have forgangsret i Ministerrådet.
Hvert land skal selv istandsætte valg til Nordisk Råd.
3. Pligt til gennemgang i parlamenterne.
I dag når Nordisk Råd og Ministerrådet vedtager en resolution, er der ingen pligt mellem de nordiske parlamenter at behandle eller eksekvere dem, hvilket får Nordisk Råd til at udspille sig som en magtesløs institution eller værre blot spild af penge, når de intet kan bestemme.
Derfor bør det som minimum indføres et krav om, at alle vedtagende resolutioner fra Nordisk Råd skal behandles i parlamenterne, men endnu bedre faktisk kan eksekveres på baggrund af rådets beslutning.
4. Afskaffelse af konsensusprincippet.
I Nordisk Råd findes der dette princip, at alle beslutninger i Nordisk Ministerråd skal vedtages ved konsensus, så alle beslutninger i det nordiske samarbejde skal altså vedtages ved konsensus, da alle beslutninger skal gå igennem ministerrådet.
Konsensusprincippet skader det nordiske samarbejde, idet det altid vil være den partner, som vil mindst samarbejde, der bestemmer rådets politik. Vi står over for en skillevej i international politik, hvor vores region, særligt Arktis spiller en afgørende rolle, hvorfor det ikke længere går, at den mindste fællesmåler bestemmer alt.
Nordisk Råd skal kunne handle og sætte ambitioner for vores region, og det vil de først kunne, når konsensusprincippet afskaffes.
Norden og vores samarbejde kan mere end det, vi gør lige nu, og disse forslag er til for at skabe mere fællesskab, mulighed og kampdygtighed i en verden i forandring, hvor Norden skal markere sig.
Skrevet af Steffen Bagger
Forbundssekretær
Folkebevægelsen – Nordisk Union
2 Responses
Dette oplæg præsenterer en vigtig og nødvendig refleksion over det nordiske samarbejde. Der er et klart behov for, at Nordisk Råd og Ministerråd udvikler sig, så de bedre kan håndtere de udfordringer, vi står overfor i dag. Især forslagene om at inkludere de selvstyrende områder som Grønland, Færøerne og Åland som fuldgyldige medlemmer, vil styrke samarbejdet og gøre det mere retfærdigt og inklusivt. Dette er især relevant i en tid, hvor Arktis og dets sikkerhed spiller en stadig større rolle i global politik.
Forslaget om direkte valg til Nordisk Råd er også et vigtigt skridt mod at styrke den demokratiske legitimitet og deltagelse i beslutningsprocesserne. Det vil sikre, at beslutningerne kommer tættere på borgerne og afspejler deres interesser og bekymringer, hvilket er en grundlæggende værdi i et demokrati.
At indføre en pligt til gennemgang i parlamenterne og afskaffe konsensusprincippet vil give Nordisk Råd mere handlekraft og effektivitet i en tid, hvor beslutninger hurtigt skal træffes for at imødekomme både regionale og globale udfordringer.
Alt i alt er der masser af potentiale i det nordiske samarbejde, og disse forslag vil sikre, at det bliver stærkere og mere relevant i fremtiden. Det er tid til at handle og sikre, at Norden står stærkt i en verden under forandring.
Det er en stærk og ambitiøs vision for det nordiske samarbejde, du skitserer her, og det er glædeligt at se, hvordan der tænkes på både større lighed og øget handlekraft i vores fælles organer. Det er især bemærkelsesværdigt, hvordan forslagene sætter fokus på demokratiske processer og ligestilling mellem alle dele af Norden – inklusiv de selvstyrende områder – samt ambitionen om at modernisere strukturerne i takt med tidens udfordringer.
Indlemmelsen af de selvstyrende områder med fuldt medlemskab vil uden tvivl kunne styrke samarbejdet, især med hensyn til emner som Arktis og sikkerhedspolitik, hvor deres perspektiv er uvurderligt. Samtidig vil direkte valg til Nordisk Råd være et vigtigt skridt mod at engagere den brede befolkning i det nordiske projekt og skabe en mere legitim platform for fælles beslutninger.
Forslaget om at afskaffe konsensusprincippet rammer et centralt punkt – balancen mellem handlekraft og respekt for nationale interesser. Det rejser dog spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at samarbejdet forbliver inkluderende, når konsensus ikke længere er en forudsætning?
Hvad tænker du om, hvordan man bedst kan balancere ambitionen om en stærkere og mere handlekraftig Norden med behovet for at sikre fælles ejerskab blandt alle medlemslande?