Det største og vigtigste nordiske samarbejde er i dag Nordisk Råd, hvor 87 parlamentarikere fra hele Norden og bestemmer resolutioner, om alt fra bæredygtighed, velfærd, kultur, m.m., som Nordens regeringer derefter anbefales at efterfølge, dog uden nogen binding.
Derudover findes det Nordiske Ministerråd, som også skal godkende resolutioner ved konsensus.

Der er opstået en bred enighed i rådet om, at samarbejdet ikke nu følger med tiden, hvorfor vores nordiske grundlov ”Helsingforsaftalen” skal opdateres med indlemmelse af Ungdommens Nordiske Råd som organ og udvidelse af ressortområderne, så rådet også kan rådgive om bl.a. sikkerhedspolitik.

Men er det virkelig bare det?
Kan nordisk samarbejde ikke bare lidt mere?

Nordisk Råd og Ministerråd foreslås derfor, at følgende skal indlemmes i aftalen.

1. De selvstyrende områder: Grønland, Færøerne og Åland skal opnå fuldt medlemskab af samarbejdet med selvstændige repræsentanter og deltagelse.

Det var pinligt at se, at disse ligeværdige lande i Norden ikke var indbudt til plenarmøde i Stockholm i sommer, særligt fordi der skulle debatteres om sikkerhed og situationen i Arktis, hvor særligt Grønland og Færøerne er hovedpersoner for vores fælles satsning i en tid, hvor alt fra klima og stormagter truer sikkerheden i Arktis.
Denne situation forsvinder med en retfærdig og ligeværdig plads til de selvstyrende lande i samarbejdet.

2. Direkte valg til Nordisk Råd.

Lige nu sidder der blot udvalgte repræsentanter fra landenes parlamenter i Nordisk Råd, hvilket vil sige, at udvælgelse bliver et spørgsmål om tilrøget baglokalers debat frem for demokratisk repræsentation.
Dette har medført, at den nordiske debat lider og nærmest er glemt i befolkningen og i vores parlamenter.
Derfor foreslås det, at der hvert 4. år afholdes valg til Nordisk Råd, hvor et fastsat antal delegerede vælges blandt de nordiske stemmeberettigede. Hvert land får normeres et vist antal delegerede, dog minimum 3, som bestemmes efter befolkningstal og antal stemmeberettigede.
Disse vil vælges som et andetkammer i modvægt til de udpegede parlamentarikere.
Opstår der uenighed mellem kamrene, kan de delegeredes forsamling trumfe de udpegedes forsamling ved 2/3-majoritet, ellers vil de udpegedes resolutionsforslag have forgangsret i Ministerrådet.
Hvert land skal selv istandsætte valg til Nordisk Råd.

3. Pligt til gennemgang i parlamenterne.

I dag når Nordisk Råd og Ministerrådet vedtager en resolution, er der ingen pligt mellem de nordiske parlamenter at behandle eller eksekvere dem, hvilket får Nordisk Råd til at udspille sig som en magtesløs institution eller værre blot spild af penge, når de intet kan bestemme.
Derfor bør det som minimum indføres et krav om, at alle vedtagende resolutioner fra Nordisk Råd skal behandles i parlamenterne, men endnu bedre faktisk kan eksekveres på baggrund af rådets beslutning.

4. Afskaffelse af konsensusprincippet.

I Nordisk Råd findes der dette princip, at alle beslutninger i Nordisk Ministerråd skal vedtages ved konsensus, så alle beslutninger i det nordiske samarbejde skal altså vedtages ved konsensus, da alle beslutninger skal gå igennem ministerrådet.
Konsensusprincippet skader det nordiske samarbejde, idet det altid vil være den partner, som vil mindst samarbejde, der bestemmer rådets politik. Vi står over for en skillevej i international politik, hvor vores region, særligt Arktis spiller en afgørende rolle, hvorfor det ikke længere går, at den mindste fællesmåler bestemmer alt.
Nordisk Råd skal kunne handle og sætte ambitioner for vores region, og det vil de først kunne, når konsensusprincippet afskaffes.

Norden og vores samarbejde kan mere end det, vi gør lige nu, og disse forslag er til for at skabe mere fællesskab, mulighed og kampdygtighed i en verden i forandring, hvor Norden skal markere sig.

Skrevet af Steffen Bagger
Forbundssekretær
Folkebevægelsen – Nordisk Union