1353-28/10 1412

Margrete d. 1. den Store

Margrete var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, og var aldrig udset til at få nogen nævneværdig indflydelse på sin samtid.
Hun blev gift med den norske konge, som var søn af den svenske, kong Håkon d. 6. i 1363, og sammen fik de sønnen Oluf/Olav i 1370, der skulle vise sig at være nøglen til Margretes vej til magten.
Hendes far, Valdemar Atterdag, døde i 1375 uden nogen søn til tronen, hvorfor Margrete fik overbevist det danske rigsråd om, at hendes søn Oluf/Olav skulle blive dansk konge med hende som formynder.
Fem år efter i 1380 dør hendes mand, Håkon d. 6, dog også, hvorfor Oluf/Olav bliver konge over Norge med sin mor som formynder. Dermed blev en norsk-dansk personalunion etableret.

Uro plagede også Sverige i denne tid, da mange stormænd var utilfredse med Albrecht af Mecklenburg som konge, og Margrete gjorde sit for, at Oluf/Olav nu også skulle blive konge i Sverige. Dog døde han i 1387, hvorfor kampen for det forenede Norden virkede tabt.
Til trods for kutyme valgte man i ugerne efter ikke at finde en mandlig tronfølger, men i stedet indsætte Margrete som regent over både Norge og Danmark og snart også Sverige.

Margrete var en forhandlingens mester og formåede at samle Norden næsten uden brug af sværd og magt.
Derfor har FBNU givet hende titlen af den store.

Læs mere om Margrete her!

1397

Kalmarunionen grundlægges

Selvom Margrete nu havde stadfæstet sin magt, skulle hun immervæk finde en tronarving.
Hun valgte sin søsters barnebarn Bugislav, der fik det mere nordiske navn Erik.
Erik blev kronet til nordisk unionskonge i 1397 i Kalmar, hvormed den nordiske union var officielt grundlagt.

Unionen var i de næste 15 år fredelig og stabil, idet Margrete stadigvæk havde magten, selvom Erik officielt var konge.
Efter Margretes død i 1412 begyndte små konflikter dog at opstå særligt mellem Danmark og Sverige, der gjorde unionens fundament mere skrøbeligt.

1520

Stockholms blodbad

Årene går og forholdet mellem Sverige og Danmark fortsætter med at være problematisk.
Hver gang et tronskifte skulle finde sted, opstod der store udfordringer, som ofte resulterede i, at Sverige valgte en anden konge end Danmark og Norge, hvilke blev væltet af den svenske adel efter nogen tid.
Dette var unionens store problem, som gik igen.
Da Christian d. 2 (tyran) blev konge i 1513 lykkedes det ham i 1520 at indgå en fredsaftale med Sverige, hvorved han blev konge.
Ved kroningsfesten i Stockholm ender det alligevel med, at Christian Tyran myrder tæt på 100 svenske adelsmænd, hvilket startede en stor borgerkrig, som endte med, at Sverige meldte sig helt ud af Kalmarunionen i 1523 og valgte Gustav Vasa til konge.

Læs mere her

1523-1815

De mørke tider

De næste 300 år bekriger Danmark-Norge og Sverige hinanden, i en sådan grad, at to lande aldrig før har været i så mange krige som netop her.
Alt dette for at vinde dominans over hinanden.

Disse krige var i sidste ende kun til gavn for Nordens rivaler, som ivrigt udnyttede den interne splid til at sænke de nordiske lande som relevante stormagter.

Enighed og Kærlighedsprincippet, som man brugte i Unionsbrevet blev sat til side for imperietanker, hvorfor Margretes vision blev misbrugt netop i disse mange år, og nordisk unionisme så sort ud.

1800-tallet

Skandinavismen blomstrer

Skandinavismen som en politisk tanke opstod i den første halvdel af 1800-tallet som et produkt af romantikkens syn på historien og det nationale, hvor man begyndte at blive bevidst om ens samlede nationale identitet. Dette gjorde sig også gældende for de nordiske lande, hvor intellektuelle fra både Danmark, Sverige og Norge ønskede et tættere samarbejde mellem dem, senere kom ønsket om en decideret skandinavisk union.

De afholdte møder, udgav tidsskrifter og deltog ved folkefester for at fremme deres ambitioner, skandinavismen nåede sit højdepunkt i 1840’erne, men dens følgere fik aldrig opfyldt deres endelige mål om en union. Ideologien dannede dog alligevel grundlaget for, hvad der op gennem 1900-tallet skulle blive Nordisk Samarbejde såsom Nordisk Råd og den nordiske valutaunion.

1919

Foreningen Norden grundlægges

Ud af 1. verdenskrigs røgtæppe i 1919 blev Foreningen NORDEN stiftet af repræsentanter fra de skandinaviske riger, for at arbejde for en mere fredelig og frugtbar sameksistens. Med tiden blev Foreningen NORDEN mere og mere folkelig og fik snart også foreninger i Finland, Åland og hele Nordatlanten.

Foreningen NORDEN eksisterer ud fra grundtanken om, at kendskab giver venskab.

Den dag i dag spiller Foreningen NORDEN stadigvæk en vigtig rolle i arbejdet for de nordiske folks samhørighed, men foreningen har ikke haft mod til at arbejde for det store mål om en nordisk forbundsstat.
Dette er grunden til, at FBNU blev stiftet.

Læs mere om Foreningen NORDEN

1952

Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd grundlægges

For at ensrette og samarbejde omkring lovgivning i Norden, vedtog Sverige, Danmark, Norge og Island enslydende love i 1952, der ses som Nordisk Råds fødsel. Grundet russiske modsætninger, kunne Finland først blive medlem i 1955, men også Færøerne, Åland og Grønland blev først medlemmer i årtierne efter.

Nordisk Råd er Nordens parlamentariske fællesskab og består af 87 medlemmer samt relevante ministrer.
Her er der blevet vedtaget alt fra en nordisk pasunion og fælles arbejdsmarked, dog altid med meget besvær, idet rådet ikke har nogen overstatslig magt.

Vi i FBNU vil erstatte Nordisk Råd med et fællesting som vores nordiske forbundsparlament med magt til at træffe beslutninger inden for relevante områder bestemt af en nordisk grundlov.

1962

Helsingforsaftalen – Nordens grundlov

Den 23. marts 1962 blev Nordisk Råd og flere fællesnordiske bestemmelser samlet i den såkaldte Helsingforsaften, hvilken fungerer i dag som det tætteste på en nordisk grundlov. Den 23. marts er derfor i dag Nordens dag.
Helsingforsaftalen har dog ikke nogen betydelig binding i Norden i dag, hvorfor FBNU vil erstatte den med en fællesnordisk grundlov, der skal stå øverst i hele Norden.

Læs Helsingforsaften her!

2022

Folkebevægelsen – Nordisk Union grundlægges

Folkemødet på Bornholm blev stedet, hvor Folkebevægelsen – Nordisk Union i 2022 så lyset for første gang, da Karl Johan Knust delte de første flyers ud for at skubbe Norden tilbage på den politiske dagsorden og starte debatten om en nordisk forbundsstat.
Siden er flere kommet til.
I København den 26. marts 2023 grundlagde den selvsamme Karl Johan sammen med blandt andre Baltazar Dydensborg og Steffen Bagger FBNU som en juridisk forening med vedtægter og principprogram.

Ved aktivisme på folkemøder, events og de sociale medier, er FBNU vokset på et år til at have to landsforeninger og medlemmer fra hele Skandinavien og Færøerne, men vi mangler stadigvæk dig!

Meld dig ind og vær med til at skrive det næste kapitel i Nordens og Verdenens historie!